|
Med udgivelsen af Diana in
Search of Herself: Portrait of a Troubled Princess af Sally Bedell Smith,
er Borderline Personlighedsforstyrrelse pludselig blevet et velkendt
begreb, ikke blot i Amerika, men over hele verden. Denne storslåede
biografi, som påstår at prinsesse Diana led af BPD, vil have en stærk
indflydelse på hvordan de fleste opfatter BPD. Mens tiltagende
opmærksomhed på BPD er tilfredsstillende og umagen værd for at
retfærdiggøre bogens eksistens, fandt jeg bogens fremstilling af
forstyrrelsen for nedslående til at få mange mennesker ud af skyggerne og
i behandling.
Mens forfatteren korrekt gør rede for at patienter
med BPD ofte er vanskelige og frustrerende at behandle, antyder hun at
symptomer i bedste fald kan håndteres og ikke helbredes og at grave i
fortiden sjældent er værdifuldt i en behandling. Disse generaliseringer
yder ikke retfærdighed til potentielle BPD-patienters livsmod og evner
behandlingsindsatsen for at ændre livskvaliteten.
I det sidste årti
er der gjort fremskridt både i biologiske og psykoterapeutiske terapier,
som har forbedret resultaterne af behandling for manges vedkommende. Her
af ikke mindst fremskridtet i terapeuternes villighed til at diskutere
BPD-diagnosen åbent med deres patienter. Dette har bidraget til en klarere
forståelsesramme for deres egne oplevelser og opførsel. Det har også åbnet
døren for, at patienter og behandlere er mere ærlige over for hinanden og
har undgået magtkampene, som sædvanligvis underminerer
behandlingen.
Jeg vil her komme med en kort oversigt over, hvad jeg
mener er noget af det vigtigste fremskridt inden for behandling.
Behandlingen udvikler sig hurtigt og nogen af de nedenfor nævnte er kommet
frem siden Lost in the Mirror blev skrevet og var ikke omtalt der. De
selektive serotonin-genoptagshæmmere (SSRI), antidepressiver, blev taget i
brug da Prozac blev tilgængelig midt i 80’erne. Disse medikamenter, som nu
indbefatter Prozac, Zoloft, Paxil, Luvox og Celexa, er blevet stærke
redskaber i behandlingen af depressioner og forskellige former for angst.
De har hjulpet til at begrænse dybden af fortvivlelse, som mange BPD
patienter oplever, såvel som kontrol af panikanfald og andre overvældende
følelser, som ofte medfører selvdestruktiv adfærd. For nogle reducerer
denne medicin kraftigt trangen til selvbeskadigelse eller til at ændre
stemningsafhængige adfærd, såsom at æde ukontrolleret eller kaste op. Den
nye generation af antidepressiver inkluderer også Serzone, Effexor,
Wellbutrin og Remeron. Mens handlingsmekanismerne i disse medikamenter
varierer, har hver haft en rolle i behandlingen af visse
Borderlinepatienter.
De stemningsregulerende mediciner har også på
det seneste haft en mere fremtrædende rolle i behandlingen af BPD. Indtil
for nylig var lithium det mest anvendte til behandling af svingende
stemningsleje, men et par midler oprindeligt fremstillet til behandling af
anfald er fundet at have en stærk stemningsstabiliserende effekt. For
tiden er anfaldshæmmende medicin det af psykiatere mest anvendte til at
kontrollere stemningssvingninger. Data samles på en voksende liste af
relaterede midler, som inkluderer bl.a. Tegretol, Neurontin, Lamictal og
Topamax. De er fortrinsvis tilsigtet behandling af patienter med affektiv
bipolær lidelse (maniodressive), men bruges også af nogle behandlere til
at behandle de drastiske stemningssvingninger, som optræder i BPD. Disse
midler fremmer også effekten af antidepressiver, når responsen på
behandlingen har været mangelfuld.
De store beroligende midler,
eller antipsykotika, er længe blevet brugt til at behandle nogle af
symptomerne ved BPD. De kan være yderst nyttige ved behandling af
dissociative symptomer og ved selvdestruktive impulser. De ældre midler,
såsom Haldol, Navane, Stelazine og Thorazine har desværre haft alvorlige,
og nogen gange blivende bivirkninger, inklusiv specielt muskelkramper og
ufrivillige bevægelser. Den nye generation af antipsykotika, som indtil
videre inkluderer Risperdal, Zyprexa og Seroquel, har drastisk reduceret
sandsynligheden for disse bivirkninger. Siden de kan bruges sikkert og
bekvemt har psykiatere været mere villige til at ordinere dem til BPD
patienter.
De mindre beroligende midler, eller benzodiazepinerne,
spiller en meget begrænset rolle i behandlingen af BPD, først og fremmest
pga. faren for afhængighed. Hos nogle ses tiltagende dissociative
symptomer under indflydelse af benzodizepiner. Hvis de ordineres må de
omhyggeligt overvåges. En undtagelse må dog være BuSpar, et unikt
non-benzodiazepint, angstdæmpende middel som ikke er vanedannende og for
det meste ikke sløvende. BuSpar bruges ofte i kombination med SSRI, hvor
det her kan fremme den antidepressive og angstdæmpende affekt af SSRI’en.
For nogle influerer det også på de seksuelle bivirkninger, som måske er de
mest irriterende og skadelige effekter af SSRI.
Et andet
middel, der også fortjener at blive nævnt er ReVia (naltrexone), som
blokerer narkotikas effekt på nervesystemet, blev oprindeligt anvendt som
behandling af narkomani. I den senere tid har man fundet ud af, at det
også mindsker alkoholtrangen for nogle alkoholikere. En mindre observeret
effekt af ReVia er mindskningen af selvbeskadigelse ved patienter med
mangfoldige diagnoser. Da det ikke står klart, hvor anvendelig midlet vil
være til forebyggelse af selvbeskadigelse som ofte følger BPD, er det værd
at holde under observation. Det kunne endda være værd at prøve for
mennesker, der kæmper både med kemisk afhængighed og kompulsiv
selvbeskadigelse.
Udvalget, og i mange tilfælde blandingen, af de
forskellige ovennævnte midler kræver en kombination af videnskab og kunst.
Effekterne af de forskellige klasser af midler overlapper betydeligt.
Muligheden for reversible effekter må også tages i betragtning. Det er
også vigtigt at være klar over, at mange af anvendelsesmulighederne går ud
over, hvad midlerne er blevet godkendt til af FDA. I behandlingen af
komplekse problemer må erfarne behandlere nogen gange gå ud over de
formelle, etablerede behandlinger.
To af de mest nyskabende og
lovende psykoterapeutiske tiltag ved BPD er Dialektisk Adfærds Terapi
(DBT) og Øjenbevægelse Desensitivering og Genbeherskelse (EMDR). Eftersom
jeg ikke er uddannet i DBT, må mine indtryk tages for at være subjektive.
Derimod stammer mine indtryk af EMDR fra intensiv
førstehåndserfaring.
Dialektisk Adfærds Terapi, udviklet af Marsha
Linehan, Ph.D., henvender sig til BPD-tendensen til at se tingene i sorte
og hvide ekstremer. Det hjælper dem til at finde middelvejen mellem på den
ene side at overvurdere sig selv og egne ideer, og på den anden side
fordømme sig selv. Samtidig søger det at opbygge selvværd og at udfordre
status quo og opmuntre til forandringer, som vil gøre livet mere
tilfredsstillende. Hvis det er vellykket skaber DBT en stabil baggrund for
oplevelse og erfaring og korrigerer afbrydelsen af oplevelser og
erfaringer, som er det centrale tema i Lost in the Mirror. DBT fokuserer
også på at udvikle problemløsende evner, interpersonale evner, et øget
evne til at regulere følelser og kapacitet til at tolerere stress og
smerte. DBT inkluderer individuel- og gruppeterapi såvel som
realitetskorrigeren, hvor behandleren er til rådighed pr. telefon for at
lede patienterne igennem løsning af problemerne, når de opstår. Denne
brede tilgængelighed mellem konsultationer gør DBT til et samarbejde ,
forudsat at klinikken hvor opkaldene modtages, kan dele opkaldene mellem
et antal behandlere. Kravene til en så intensiv arbejdsindsats i
behandlingen kan hurtigt udbrænde en enkelt
praktiserende.
Øjenbevægelses Desensibilisering og
Genbeherskelse, udviklet af Francine Shapiro, Ph.D., blev udviklet med
henblik på symptomerne fra emotionelle traumatiske oplevelser. Den
kombinerer brugen af billedsprog med de psykologiske effekter af Hurtig
Øjenbevægelse (REM) mangen til de observerede øjenbevægelser i
drømmesekvenserne under søvnen. Øjenbevægelserne i EMDR fremkaldes
sædvanligvis ved at patienten følger behandlerens
håndbevægelser.
Intensivt stressende begivenheder synes ofte
fastfrosne i tid og genkaldes med særlig livagtighed og uændrede detaljer
længe efter den faktiske begivenhed fandt sted. Erindringerne minder om en
videooptagelse, som afspilles igen og igen uden nogen forandring.
Følelserne som følger erindringerne forbliver ligeledes livagtige og
identiske for hver gang båndet afspilles. Disse følelser følges af et
stemningsleje eller forsvar/forsvarsreaktion, som opstår når man står
overfor en truende situation. Det føles, som var den oprindelige trussel
stadig til stede.
Når truende situationer opstår, har de en tendens
til at forandre vores opfattelse af os selv, vores forbindelser og
omverdenen. De har indvirkning på vores selvværd, vores tryghed og vores
villighed til at risikere at stole på nogen. Sådanne ændringer i
overbevisningen kan være lige så varige som selve erindringerne. Hvis
erindringerne er tilstrækkeligt pinefulde, kan de blive tilbageholdt fra
bevidstheden i lange tidsrum. Deres udfald på vores overbevisning og vores
interaktion med andre og med omverdenen bliver deres eneste synlige
bevis.
Selvom vi ikke ved præcist hvordan EMDR virker, medfører det
sandsynligvis flere virkninger. Selve øjenbevægelserne forekommer at virke
på arousalniveauet og stopper til sidst forsvar/forsvarsreaktionerne og
fremkalder formildelse. Dette er den desensibiliterende del af
behandlingen, som fratager erindringerne deres emotionelle intensitet.
Formildelsesreaktionen varierer betydeligt fra person til person.
Bevægelse af øjnene virker også på hjernens aktivitetsmønster og tvinger
nervesystemet til at aktivere forskellige områder i ordnet rækkefølge.
Dette mønster af aktivitet kan muligvis udkonkurrere de begrænsede mønstre
associeret til ”videobånds”-erindringerne og tilføre nye ressourcer til at
støtte, hvordan vi ”forædler” erindringen. Dette sætter erindringens
karakteristika, følelserne og de medfølgende overbevisninger i stand til
at ændres. En af konsekvenserne af denne genbeherskelse er, at tillade
begivenhederne at antage deres rette plads og tid i vores personlige
historier, så de ikke længere føles aktuelle.
EMDR kan være en
kraftig og ofte hurtig behandling af traumer. Imidlertid kan oplevelsen
være intens og kan midlertidigt fremkalde symptomer. Det bør kun foretages
af en terapeut, som har erfaring både med EMDR og med behandling af
mennesker med BPD.
Effektiv behandling kræver samarbejde mellem
patienter og behandlere. Ved en samlet indsats og med åben kommunikation
kan symptomer afhjælpes og fundamentale ændringer, i måden hvorpå
patienter oplever sig selv og omverdenen på, kan forekomme. Selvom de
fleste borderline historier ikke omhandler eventyrprinsesser, kan mange
have lykkeligere slutninger.
August 1999
 Med tilladelse fra
Richard A. Moskovitz, M.D.
Forfatter af ”Lost
in the mirror – an Inside Look af Borderline Personality
Disorder”
Dr. Moskovitz’s hjemmeside: http://www.braintracks.com/lost/
Oversat
af: Tine Amstrup
|
